Cand.match

De gode råd til jobsøgning

Jobsøgning er ikke en entydig disciplin. Derfor finder du ingen facitliste her på siderne. 

Når du henvender dig til virksomheder, henvender du dig til mennesker i en kultur. Og da kulturer er forskellige, kan det budskab, du afsender, opfattes meget forskelligt. Derfor kan vi ikke give dig nogle eviggyldige sandheder, men forhåbentlig kan vi hjælpe dig med en række jobsøgningsmetodikker, så du får et bredt repertoire af værktøj og teknikker til brug i din jobsøgning.

Du får her på siderne 10 gode råd om jobsøgning. Vil du vide mere, kan du downloade vores jobsøgningsguide, som er tænkt som en guide på din jobsøgningsrejse.

1. Afklar dine egne kompetencer og ønsker
Hvad er du god til? Hvad brænder du for? I hvilke sammenhænge føler du dig godt tilpas? Hvad er dine største succeser?
Det er vigtigt, at du er afklaret om, hvad du kan tilbyde i et job, og hvad det er, du brænder for. Ud fra dine kompetencer og ønsker kan du kaste et blik ud i samfundet og søge målrettet og selektivt efter det jobmål, du har opstillet.

2. Lav et brutto-CV
Prøv at få nedfældet alle dine kompetencer i et brutto-CV. Alle de faglige og personlige kompetencer, du har erhvervet i både uddannelsesforløb, samfundsliv og privatliv.                                                     

Akademikere er meget fokuseret på at sælge deres arbejdskraft på faglighed alene. Bestod din uddannelse fx af projektorienteret gruppearbejde, har du erhvervet samarbejdets ædle kunst. Har du været træner for lilleputterne i Smørums Håndboldklub, har du erhvervet både overblik og lederevner. 

Hver gang du skriver en ansøgning, kan du herefter plukke de relevante kompetencer fra dit brutto CV.

3. Lav en jobsøgningsstrategi
Du kan søge på opslåede stillinger i dagblade, fagblade og på nettet. Du kan søge uopfordret, du kan lave en målrettet netværksstrategi osv. Mange vælger en kombination af flere strategier, men uanset hvad du vælger, så kræver det hver gang:

4. Research, research og mere research
Du skal finde jobbene, og du skal vide hvad du søger. Jo mere du ved om den virksomhed, du søger job i, jo mere målrettet kan du lave din ansøgning og sammenholde jobbets krav med dine kvalifikationer.       

Skaf så mange oplysninger som muligt om virksomheden på nettet, i aviser mm. og ved hjælp af personlig research. Du kan altid ringe til virksomheden og søge oplysninger. Hvis du kender nogen, der kender nogen i virksomheden, kan du endda være heldig at få værdifulde oplysninger uden om de officielle kanaler.

5. Brug dit netværk
Kontakten til gamle studiekammerater, familie og venner, forældrebestyrelsen i børnehaven mm. kan vise sig at være guld værd. Brug dit netværk aktivt, og gå til messer og arrangementer i din a-kasse, fagforening m.m. Du støder måske på nogen, der kender nogen, der arbejder inden for det område, du gerne vil arbejde inden for. Vær ikke bange for at kontakte folk, der arbejder inden for branchen.              

Husk - du kontakter vedkommende for at søge oplysninger, ikke for at tigge om et job! Har du mulighed for det, så gå ind i et jobsøgningsnetværk. Er I 15 personer, vil dit potentielle netværk være 15 gange så stort.

6. Skriv en ansøgning, der virker
Husk, at din ansøgning skal skaffe dig til samtale. Det er ikke ansøgningen, der skaffer dig jobbet. Din ansøgning skal være kort og præcist forholde sig til jobbet. Du skal desuden sælge fordele, ikke egenskaber. Det betyder, at ansøgningen skal fortælle arbejdsgiveren, hvad du kan bidrage med i det pågældende job.

Skriv aldrig en lang roman om hele din livshistorie i en ansøgning. Ansøgningen skal være fremadrettet, mens dit CV er bagudrettet. Og husk at bruge din research i ansøgningen: Vis, at du ved, hvad virksomheden står i af udfordringer, og at du har sat dig ind i jobindholdet.

7. Vis, hvem du er
Du skal turde vise, hvem du er, så din henvendelse bliver levende og personlig. Alt for mange henvendelser bliver for formelle og upersonlige. Husk, at du henvender dig til mennesker af kød og blod. Spring ud i det, og vis, hvem du er. Hvad enten du gør det ved hjælp af personlige, sproglige vendinger, erfaringer eller holdninger, så skal du skabe et billede af dig selv. Du må gerne give udtryk for holdninger, og så skal du vise entusiasme. 

8. Forbered jobsamtalen
Ved en samtale er det vigtigst, at du er dig selv og viser interesse for jobbet. Men der er samtidig meget, du kan forberede hjemmefra. Du kan forberede en præsentation af dig selv både fagligt og personligt, en uddybning af den opgaveløsning, du kan bidrage med eller dine stærke og svage sider. Forbered at præsentere svage sider med de foranstaltninger, du selv tager for at afhjælpe dine eventuelle mangler.

9. Følg op - vær offensiv
Det er vigtigt, at du følger op på dine jobsøgningsaktiviteter. Det er dig, der er i sælgerens position, og det kræver, at du er offensiv og ikke blot venter på, at virksomheden vender tilbage til dig. Især hvis din ansøgning er uopfordret, er det meget vigtigt, at du selv følger op. Også når du får afslag, kan det være lærerigt at følge op på afslaget for at undersøge, hvad der skal til for at få job i virksomheden, og hvordan du eventuelt kan kvalificere dig.

10. Hold dampen og humøret oppe
Jobsøgning er hårdt arbejde. Hver gang du får et job i kikkerten, maler du et fremtidsperspektiv - som slås i stykker, hvis du ikke får jobbet. Du holder bedst dampen oppe ved at strukturere din jobsøgning.

Tilstræb en normal arbejdsuge og lær andre at respektere den - og hold fri med god samvittighed.

Læg en jobsøgningsstrategi, der passer til dig og brug din energi effektivt.

Skab, og indgå i nye netværk, skaf kolleger igennem jobsøgningsnetværk.

Og vid, at med en passende balance mellem en aktiv jobsøgning og en fritid med god samvittighed, kommer du hurtigst i hus med et job.


Cand.match er ejet af:

Aktuelle jobmatch
Registreret revisor til vækstvirksomhed nord for Århus
Gymnasielærer - er det noget for dig?
Se alle stillinger se alle

Kurser
Informationsmøde hos SKAT København
Inspirationsmøde om jobsøgning i udlandet - København
København: Workshops
Aalborg, Odense og Århus: Workshops
Århus: Virksomhedspræsentationer
 se alle
Cand.match samarbejder med:

Color